Ferie … og udenfor regner det igen. Typisk, men så kan man jo altid drikke lidt vin … og hvad er bedre at varme sig på end lidt Rhône vin? Her en helt almindelig og plain Côtes du Rhône fra et vinhus, som hedder Domaine de Lindas.
Vinhuset ligger i den lille by Bagnols-sur-Cèze i Rhône lige vest for Orange. Siden 1972 har gården været drevet af Jean-Claude Chinieu, som er 5. generation af familien Chinieu på gården og siden 2003 har han haft hjælp fra 6. generation i form af datteren Céline. Sammen forsøger far og datter at holde de stolte familietraditioner i hævd.
Det er et ganske lille vinhus, som alene ejer 2 hektar vinmarker, der siden 2009 har været drevet økologisk og siden 2012 også certificeret økologisk. De to hektar omfatter bl.a. marker under appellationen AOC Côtes-du-Rhône Villages Chusclan.
Chusclan er en charmerende lille købstad ved Rhônens højre bred kun et par kilometer nordøst for Bagnol-sur-Cèze. Byen har lagt navn til appellationen og har et godt omdømme samt en lang historie.
Der laves heller ikke så mange vine på Domaine de Lindas, alene denne almindelig Côtes-du-Rhône, to Côtes-du-Rhône Chusclan, nemlig Cuvée Royale et Cuvée Chusclan, tre Côtes-du-Rhône Florilège i henholdsvis rød, hvid og rosé samt en rød Côtes-du-Rhône Cuvée Coquine.
Jeg har ikke kunnet finde druesammensætningen i denne Côtes-du-Rhône, men i Chusclan skal der minimum være 50% Grenache samt 20% Syrah og/eller Mourvèdre i vinen, så mon ikke det også er tilfældet her? Vinen er lavet med en maceration på omkring 3 uger, hvorefter vinen lagrer på store egefade i 18-24 måneder.
Næsen er sådan genkendelig Rhône med frisk og lidt sød frugt, vi snakker blåbær, modne blommer, urter, salvie, baconfedt, lakrids og lidt røde bolsjer af en eller anden slags. Ikke så mørk i udtrykket … lidt til den lettere side. Smagen er blød, rund og fyldig … igen med lidt lethed, tørhed og godt med frugt, blåbær, brombær og bløde tanniner. Ikke så lang eftersmag, meget easygoing og i den lettere end af Rhône vinene … men dejlig vin.
Fået min i gave og har ikke fundet en pris på vinen.
Rating 4/7